Nyheder
Militær støtte til Ukraine
Den 24. februar 2022 blev Ukraine angrebet af Rusland. Siden da har Danmark i tæt samarbejde med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine. Danmark har blandet andet støttet Ukraine med våben, udstyr og militær træning.
Foto fra træningsbidraget til støtte for Ukraine. Foto: Forsvarsgalleriet.
Ukrainefonden garanterer langsigtet støtte
I marts 2023 oprettede regeringen og et bredt flertal i Folketinget Ukrainefonden, der skal sikre fortsat dansk støtte til Ukraine.
Der er indtil videre afsat ca. 70,5 mia. kr. i Ukrainefonden til militær støtte i form af våben og træningsindsatser frem til og med 2028.
Derudover er der i Ukrainefonden afsat midler til at understøtte to andre fokusområder, nemlig:
- Civil støtte til akutte, humanitære indsatser og langsigtet genopbygning.
- Erhvervsindsatser, hvor danske virksomheder kan hjælpe med genopbygning af landet.
Danmarks militære støtte gør en forskel
De danske og vestlige donationer gør en forskel og har haft betydning for ukrainernes frihedskamp.
Danmarks donation af langtrækkende Harpoon kystforsvarsmissilsystemer til Ukraine i foråret 2022 er et eksempel på en donation, som var med til at sikre Ukraine adgang til Sortehavet, hvilket skabte forudsætningen for indgåelse af FN’s kornaftale. Som det første land donerede Danmark F-16 kampfly til Ukraine, som er med til at styrke Ukraines luftforsvar. Og med den såkaldte ”danske model” har Danmark taget initiativ til at anskaffe våben og militært materiel direkte fra den ukrainske forsvarsindustri.
Danmark har indtil nu truffet beslutning om militær støtte til Ukraine for ca. 68,7 mia. kr. i regi af Ukrainefonden med udgiftseffekt fra 2023-2028 (pr. 29. april 2026).
Uddannelses- og træningsaktiviteter
Udover at støtte Ukraine med donationer bidrager Danmark også til uddannelse og træning af ukrainske soldater. Både bilateralt, i samarbejde med andre stater og som en del af EU’s træningsmission til støtte for Ukraine (EUMAM Ukraine).
Danmark bidrager blandt andet til uddannelse og træningsindsatser i rammen af det nordisk-baltisk-polske projekt Operation LEGIO, minerydningsuddannelser samt uddannelse på doneret materiel som for eksempel Leopard 1 kampvogne og CAESAR artillerisystemer. Frem til udgangen af 2024 gennemførte Danmark en større uddannelsesindsats for ukrainsk F-16 personel i Danmark.
Donationsoverblik
- F-16 kampfly
- Stinger luftforsvarsmissiler
- Bidrag til multilateralt indkøb af luftforsvarssystemer
- Luftforsvarsmissiler
- Våbendele til fly
- Jord-til-luft missiler
- Antiluftskyts og termisk udstyr
- Patriot-luftforsvarsmissiler
- Håndbårne luftforsvarssystemer
- Luftforsvarssystemer og missiler hertil
- Luftforsvarsmissiler
- Harpoon-kystforsvarssystemer og missiler
- RHIB-både
- Maritime droner
- Sømålsmissiler
- Sejlende kapaciteter
- Diverse minerydningsudstyr
- Minerydningsslanger
- Minebeskyttede køretøjer inkl. mineruller
- Minerydningsplejle
- Minerydningsplove
- Bomberydningsrobotter og køretøj til bomberobotter
- Mineplove til kampvogne
- Mandbårne minerydningssystemer
- Over 140 stk. Leopard 1-kampvogne inkl. reservedele, kommunikationsudstyr mv.
- 14 stk. Leopard 2-kampvogne
- CV90 infanterikampkøretøjer, inkl. reservedele, ammunition og vedligeholdelsesaftale
- Over 25 stk. T-72EA-kampvogne
- Kampvognsammunition
- Marder infanterikampkøretøjer
- 54 stk. M113 pansrede mandskabsvogne med bevæbning
- Biber panserbrovogne
- Panserbroer
- Wisent panserbjærgningskøretøjer, skrog og reservedele
- Dachs panserbjærgningsvogne
- Panserbjærgningsvogne - og køretøjer
- Reaktivt panser til pansrede køretøjer
- BMP-1 og BMP-2 infanterikampkøretøjer
- Våbenstationer og granatkastere til infanterikampkøretøjer
- Artillerigranater, herunder 122mm, 152 mm og 155 mm ammunition
- Drivladninger, fængrør og brandrør til artilleriammunition
- 122mm artilleriraketter
- Tunge mortérsystemer
- Middeltunge mortérsystemer
- Mortérgranater
- Haubits M109 som reservedele
- 16 stk. Zuzana-2-artellerisystemer
- 19 stk. Caesar 8x8-artellerisystemer, inkl. vedligehold
- Caesar 6x6-artellerisystemer, inkl. vedligehold
- Bidrag til fælles EU indkøb af ammunition
- Bohdana artillerisystemer
- 2S1 artillerisystemer
- Droner, bl.a. til overvågning, rekognoscering, angreb og minerydning
- Antidronesystemer- og udstyr
- Granater til droner
- Løsninger og licenser til satellitkommunikation
- Kommunikationsudstyr og systemer
- Cybersikkerhedsløsninger
- Hardware og software til opbygning af IT-infrastruktur og datacentre
- Militære bærbare PC'er
- Kommandokontrolssystemer
- AM radiotransmittere
- Toyota Landcruiser
- Generatorer
- Brandslukningsmoduler og gennembrydningsværktøjer
- Varme- og frigørelseshandsker
- Redningsudstyr
- Lette beskyttelsesdragter
- Førstehjælpstasker
- Soveposer og liggeunderlag
- Kemikaliedetektorer
- Teltlejr
- Kompresforbindinger
- Feltrationer
- Beskyttelsesudrustning
- Brændstof
- Panserminer
- Beboelsescontainere
- Enkeltmandsudrustning
- CBRN pakke (dragter, målere, dekontamineringspulver)
- Feltbroer
- Mobile værkstedsløsninger inkl. lastvogne med kroghejs
- Vinterudrustning
- Transport af donationer til Ukraine
- Varmefyr
- Mobilhospital
- Panserværnsvåben og missiler hertil
- Huer og regntøj
- Ammunition til håndvåben
- Tunge maskingeværer
- Natbriller
- Hangartelte
- Natobservationskikkerter, herunder termiske kikkerter
- Internationale stillinger
- Pistoler, geværer og finskytterifler
- Lette maskingeværer
- Dysekanoner og granater til dysekanoner
- Granatkastere
- Håndgranater
- Vildledningssystemer
- Sanitetsmateriel
- Evakueringsudstyr
- Bidrag til anskaffelse og donation af Sanitetsudstyr
- Finansielt bidrag til donation af sanitetsudstyr
- Bjærgningsudstyr til køretøjer
- Søminer
- Finansiel støtte til Ukraine til anskaffelse af våben og udstyr gennem den ukrainske forsvarsindustri (den danske model)
- Finansiel støtte til indkøb af efterspurgte amerikanske våben til Ukraine gennem NATO-initiativet "Prioritized Ukraine Requirement List" (PURL)
- Anskaffelse af ukrainsk produceret forsvarsmateriel og infrastruktur via ukrainske non-profit-organisations
- Finansiel støtte til det tjekkiske ammunitionsinitativ
- Finansiel støtte til International Fund for Ukraine
- Finansiel støtte til understøttelse af Ukraines flyvevåben
- Finansiel støtte til bl.a. IT-koalitionen, den maritime koalition, minerydningskoalitionen og dronekoalitionen.
- Finansiel støtte til NATO Comprehensive Assistance Package til bl.a. vinterudrustning
- Indkøb af ikke-dødbringende materiel via NATO Support & Procurement Agency
Selvom der er offentlig interesse for Danmarks militære støtte til Ukraine, er det ikke muligt, at alle donationer offentliggøres. Det er derfor ikke alle donationer, der fremgår af overblikket på denne side. Det overvejes løbende, hvilke informationer om Danmarks militære støtte, der kan offentliggøres uden at gå på kompromis med sikkerhedsmæssige eller operative hensyn eller hensyn til allierede og samarbejdspartnere.
Disse overvejelser sker i tæt samarbejde med både Ukraine, Forsvaret, Forsvarets Efterretningstjeneste, andre relevante ministerier samt internationale samarbejdspartnere.
Fælles international hjælp til Ukraine
Det internationale samarbejde om militær støtte til Ukraine bliver koordineret i Ukraine Defense Contact Group (UDCG), der er det centrale politiske og militære forum for international støtte til Ukraine. UDCG ledes af Storbritannien og Tyskland og har deltagelse af op mod 50 lande foruden Ukraine, NATO og EU.
I rammen af UDCG er der oprettet en række kapabilitetskoalitioner med forskellige nationer i spidsen, som skal styrke arbejdet med den militære støtte til Ukraine. Der er bl.a. oprettet koalitioner inden for flyvevåben, flåden, artilleri, IT, minerydning, elektronisk krigsførelse samt droneområdet. Hensigten med koalitionerne er at skabe en højere grad af helhedstænkning inden for de enkelte områder, ligesom det giver bedre mulighed for mere langsigtede støttemuligheder og fællesfinansiering. For at fremme produktionen af våben og ammnuition til Ukraine har EU desuden styrket sin forsvars- og sikkerhedspolitik.
Eksempler på partnerskaber og koalitioner
Den britisk-ledede International Fund for Ukraine, hvor Danmark sammen med Storbritannien og bl.a. Norge, Nederlandene og Sverige samarbejder om indkøb af våben til Ukraine.
Danmark bidrager til indkøb af amerikanske våbenpakker til Ukraine i regi af NATO. Våbenpakkerne består af højt efterspurgte amerikanske våben, herunder ammunition til Patriot luftforsvarssystemet.
Danmark bidrager til det tjekkiske ammunitionsinitiativ, der er blandt de største leverandører af artilleriammunition til Ukraine.
Danmark har indgået en aftale med den ukrainske non-profit-organisation Come Back Alive (CBA) for anskaffelse af udstyr og finansiering af infrastrukturprojekter. Initiativet er et eksempel på et nyt innovativt dansk støtteinitiativ, der styrker Ukraines forsvarsindustri og gør det muligt at finansiere hele projekter og anskaffe udstyr fra flere forskellige ukrainske leverandører, end det hidtil har været muligt.
Danmark deltager i artillerikoalitionen, som er ledet af Frankrig og USA med deltagelse fra i alt 19 lande og EU. Artillerikoalitionen skal bidrage til at styrke Ukraines artillerikapaciteter samt artilleriplatforme, ammunition, kommando og kontrol og træning.
Danmark deltager i den maritime koalition, som er ledet af Storbritannien og Norge. Koalitionen samarbejder med Ukraine om at udvikle Ukraines maritime kapaciteter blandt andet gennem uddannelse og træning af personel samt donation af materiel.
Danmark har siden efteråret 2023 ledet den internationale flyvevåbenkoalition sammen med Nederlandene og USA. Koalitionen har til formål at støtte Ukraine i opbygningen af et fulddygtigt ukrainsk flyvevåben med et indledende fokus på tilvejebringelsen af en komplet ukrainsk F-16 kampfly kapacitet. Foruden træning og donation af fly inkluderer arbejdet opbygningen af den fornødne infrastruktur og vedligeholdelseskapacitet.
Danmark deltager i den landbaserede luftforsvarskoalition, der er ledet af Tyskland og Frankrig. Siden krigens udbrud har Ukraine modtaget en række forskellige luftforsvarssystemer. Koalitionen skal bidrage til at integrere de forskellige luftforsvarssystemer i et samlet system med henblik på at beskytte Ukraine mod angreb. Derudover skal koalitionen styrke den løbende donation af luftforsvarsmissiler og systemer til det ukrainske luftforsvar.
Danmark deltager i den internationale dronekoalition. Dronekoalitionen er ledet af Letland og Storbritannien. Det danske engagement er i høj grad fokuseret på at bidrage til fællesanskaffelsesprojekter af droner for at imødekomme Ukraines store behov.
Danmark deltager i den internationale minerydningskoalition, som er ledet af Island og Litauen. Koalitionen skal bidrage til opbygningen af en omfattende minerydningskapacitet i det ukrainske forsvar gennem bidrag til uddannelse og træning og donation af materiel.
Danmark deltager som observatør i den internationale panserkoalition, som ledes af Polen. Koalitionen understøtter opbygningen og uddannelsen af ukrainske pansrede enheder.
Danmark deltager i den internationale IT-koalition, som ledes af Estland og Luxembourg. Koalitionen støtter det ukrainske forsvars digitale transformation hovedsagligt gennem donationer, udbud og indkøb af hardware- og softwareløsninger på det informations-og kommunikationsteknologiske område.
Danmark deltager som observatør i den nyoprettede koalition for elektronisk krigsførelse. Koalitionen ledes af Tyskland og vil fokusere dens arbejde inden for tre spor: 1) systemer og komponenter inden for radiopejling, spektrumanalyse, modtagere og detektorer, 2) træning og uddannelse og 3) doktrin, herunder udvikling, kommandokontrolforhold, organisation samt procedurer for anvendelsen.
-
Områder
Ukraine -
Ramme
NATO -
Tidsinterval
Fra 2022 -
Aktuel
Ja
Sådan støtter myndighederne Ukraines forsvarskamp
Forsvaret
Forsvarets udvidede støtte til Ukraine (forsvaret.dk)
Fremskudt tilstedeværelse i Baltikum og Polen (fmn.dk)
Airpolicing i Baltikum (fmn.dk)
Beredskabsstyrelsen
Temaside om Beredskabsstyrelsens opgaver ifbm. Ukraine
Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriets side om dansk støtte til Ukraine